Indlægget Vigtigheden af det gode samarbejde mellem bestyrelsesformand og den daglige ledelse. blev først udgivet på Anette Ingemansen.

Indlægget Forstander til Idrætsefterskolen Ulbølle blev først udgivet på Anette Ingemansen.

Jeg vil i det følgende give en kort indflyvning til det regenerative perspektiv. Herefter en beskrivelse af nogle af de positive effekter, der er ved at arbejde ude i naturen, og endelig vil jeg lave tre nedslag på centrale begreber indenfor det regenerative perspektiv – naturens, menneskets og organisationens cyklus, indre og ydre forbundethed og diversitet – og give konkrete og helt enkle bud på, hvordan man kan bruge naturen som rum for arbejdet med disse.

Det regenerative perspektiv
Regenerativ betyder i sin grundform, at genopbygge og dækker over, at der arbejdes med livets og naturens logik som omdrejningspunkt.
Det regenerative paradigme bygger på antagelsen om, at VI ER NATUR. Vi er natur i den forstand, at vi kommer ud af naturen, at vi på samme måde som naturen profiterer af stærke relationer og forbundethed med vores omgivelser, at vi historisk set også har levet vores liv i samklang med naturens cyklus og i det hele taget, i langt højere grad end vi gør i dag, i pagt med naturen.
Den norske filosof Arne Næss bruger betegnelsen dyb økologi i hans beskrivelse af altings forbundethed og herunder også en forståelse af, at vi ikke kan sætte os uden for naturen, for vi er ikke andet end natur. En forståelse, der anerkender, at vi alle er indlejrede og afhængige af naturens cykliske processer. (Næss m.fl. 2021)
Selvom vi i dag på mange måder har lagt afstand til naturen og ikke længere oplever den samme forbundethed med naturen, så har vi stadig de samme gener, den samme krop og det samme sind, som da vi var jægere og samlere. Hvis vi ikke længere kan mærke sammenhængen mellem vores egen kropslige rytme og naturens cyklus og dermed glemmer at lytte til vores behov, kan der opstå ubalancer, som kan have uhensigtsmæssig indvirkning på vores sundhed og trivsel og i sidste ende føre til overbelastning og stress. (Høegmark, Hartvig, & Sørensen 2020)

Når vi har fokus på medarbejdernes mentale trivsel og trivsel i organisationen som helhed, er der derfor gode grunde til, at vi vender tilbage til naturen og lader os inspirere af naturen som økosystem, og af naturens cyklus.

Det regenerative perspektiv kalder således både på en indre og en ydre opmærksomhed. En ydre opmærksomhed i den forstand, at vi forholder os til den resonans, der er i det organisatoriske økosystem og hvordan det responderer med omverdenen. Og en indre opmærksomhed, hvor vi retter fokus på vores egen indre væren, og på hvad det, vi rammes af, og det, vi møder, ”gør” ved os og hvordan det ”berører” os.

Naturen som rum
Som sagt er det helt indlysende for mig, at inddrage naturen som rum for arbejdet med regenerativ ledelse og udvikling af den regenerative organisation.
Når vi flytter os ud af mødelokalet og ud i naturen, så bliver vi helt automatisk begavet med en række frynsegoder, der påvirker vores nervesystem, hormonudskillelse og spændingsgraden i skeletmuskulaturen, som jeg vil komme nærmere ind på i det følgende.
Hvis den helt overordnede dagsorden også handler om, at vi skal tage langt bedre vare på klodens ressourcer, så er jeg også personligt af den overbevisning, at i det øjeblik vi arbejder i og med naturen, også forbinder os bedre med den og dermed også i højere grad har blik for at tage vare på den.

Kroppen husker
Integrationen af vores tre primære sanser – hud- og berøringssansen (taktil), muskel- og ledsansen (proprioceptiv sans) og balancen (vestibulærsansen) er helt afgørende for, hvordan vi står i verden. Hvis bare en af de tre sanser er svækket grundet manglende eller uhensigtsmæssig stimulering, så kommer vi ud af balance. Vores evne til at kunne berolige os selv i situationer, hvor vi oplever, at der er fare på færde, er helt afhængig af, at vores primære sanser er velstimulerede. (Camacho, Rimpler & Wiklund 2019)

Har vi været i en periode med stor arbejdsbelastning, eller er på en arbejdsplads, der er præget af dårlig stemning og mistillid, så sætter det sig i kroppen. Det kan komme til udtryk gennem mere eller mindre konkrete fysiske reaktioner – ”jeg går med skuldrene oppe om ørerne”, ”jeg får kvalme bare ved tanken om at skulle ind til det møde”, ”jeg føler mig usikker og har en kropslig fornemmelse af at have gelé i knæene” eller ”jeg kan ikke holde ud, når vi sidder så tæt. Jeg føler, at mine grænser bliver overskredet, og det gør mig usikker”. Eksempler, der på forskellig vis retter sig mod en eller flere af vores primære sanser.

Vores helt grundlæggende følelse af kærlighed og af at være ønsket og elsket bliver grundlagt umiddelbart efter fødslen, når vi kommer ud gennem fødselskanalen, og når vi efterfølgende har direkte hud mod hud kontakt med vores mor. Her udskilles tilknytningshormonet oxytocin, også kaldet ”kærlighedshormonet”. Det giver os følelsen af berettigelse og værdighed, og giver os tilknytning. (Camacho, Rimpler & Wiklund 2019)
Når vi bevidst inddrager følesansen, når vi arbejder i naturen, så aktiveres kærlighedshormonet og vores oplevelse af tilknytning til omgivelserne, men vigtigst af alt, at vi knytter an til os selv.

Undersøgelser har vist, at stresshormonerne kortisol og adrenalin sænkes, når vi opholder os i naturen i over en halv time. Det skyldes bl.a., at vores sekundære sanser påvirkes af naturens lyde, vinden i håret og synet at bladene på træerne. Alt sammen sanseoplevelser og stimuli, som vores levn af evolution i hjerne kender, og som bidrager til afspænding og ro. Stimuli, som vi ikke på samme måde får på kontoret og i mødelokalet. (Camacho, Rimpler & Wiklund 2019)

Endelig sker der helt automatisk det i kroppen, når vi går en tur i landskabet, at muskel- og ledsansen stimuleres, og vores kropslige låsninger og psykiske forankringer løsnes op. Det giver adgang til en del af vores følelsesmæssige materiale, der før var holdt tilbage af spændinger og fastlåst åndedræt.

Vi bliver åbne for nye indtryk
Flere undersøgelser viser, at ophold i naturen kan være med til at fremme evnen til problemløsning, øge koncentrationsevnen og styrke vores kreativitet. (Høegmark, Hartvig, & Sørensen 2020)
Når vi opholder os i naturen, flytter vi vores aktivitet fra den mere planlæggende og kognitive del af hjernen over til den mere flydende del med kreative tankeprocesser. Det befordrende for dette skifte er, at vi træder ind i en tilstand af introspektion, hvilket vil sige, at vi flytter fokus fra det ydre til i stedet at se indad.

Erstatter vi eksempelvis mødelokalet med en lysning i skoven eller plænen i parken, så sker der noget med vores måde at tænke og opfatte på. Naturen har en positiv effekt på vores kreative tænkning. Altså på vores evne til at komme på nye ideer og se ting ud fra nye perspektiver.
Det, naturen giver os (bredt fokus og åbenhed for stimuli), og det, arbejdsmiljøet gør ved os (snævert fokus, lukkethed over for andre stimuli), kan betegnes som henholdsvis blid fascination og hård fascination. Den blide fascination sætter os i en positiv tilstand, der efterlader os med et mentalt overskud. (Kirkeby & Rasmussen 2021)

Naturen stiller ikke krav og har ingen forventninger. Naturen stiller sig til rådighed for blot at kunne være. Den norske dr. Scient. Bjørn Tordsson beskriver det meget fint som ”naturens åbne tiltale”. (Qvortrup Geisling 2017)

Laura Storm og Giles Hutchins, der er nogle af frontløberne indenfor regenerativ ledelse, opererer med det, de kalder for Naturens visdom og Livets Logik, der indeholder syv principper. 1. livgivende, 2. konstant foranderlig og responderende, 3. relationel og indbyrdes forbundet, 4. mangfoldig og synergetisk, 5. cyklisk og rytmisk, 6. strømme af energi og materiale og endelig 7. de levende systemers felt. (Hutchins & Storm 2023)

Jeg vil i det følgende dykke nærmere ned i tre af disse principper:
• Cyklisk og rytmisk (naturens, mennesket og organisationens cyklus)
• Mangfoldighed og synergi (diversitet)
• Relationel og indbyrdes forbundethed (indre og ydre forbundethed)

Naturens, menneskets og organisationens cyklus
Naturens cyklus og rytme er noget vi alle kan fremkalde billeder af, og vi ser det overalt – i årstidernes skiften, dagens rytme, månens cyklus, tidevandets skiften osv.
Når vi er optagede af trivslen i organisationen i et regenerativt perspektiv, er det oplagt at overføre naturens cykliske system på både individet og organisationen.
Naturen består af levende og selvorganiserede systemer, der hele tiden tilpasser sig og regenererer i forhold til årstiderne. Naturen er ikke i konstant vækst. Der er ikke forår og sommer året rundt. Der er også perioder med restitution og dvale. Bekænder man sig til præmissen om, at vi er natur, kommer vi ikke udenom at genbesøge naturens rytme og cyklus.
Ganske som naturen, har vi som individer brug for at restituere. Både i længere perioder – eksempelvis i vores ferie – og i kortere perioder – som mindre pauser i løbet af dagen. Det gælder også i vores måde at arbejde på. Arbejder vi i højt tempo, hvor vi til stadighed skal præstere og nytænke – altså være i forår og sommer, så er der øget risiko for, at vi brænder ud.

For lederen
Som enhver anden muskel, så har vores hjerne også behov for restitution. Forskning indenfor neurologi og læringsteori viser, at vi udvikler vores kognitive evner, når vi sover, hviler eller mediterer. (Kirkeby & Rasmussen 2021) Når vi tillader os selv at restituere, har det altså både en positiv effekt på kroppens stressniveau og på vores kognitive evner. Som jeg tidligere har været inde på, så har naturen en positiv indvirkning på både vores stressniveau og på vores kognitive evner. Der er derfor god grund til at bruge naturen som restitutionsrum.

Nedenstående øvelse giver dig en velfortjent pause, den er med til at sænke kroppens stressniveau, og den træner samtidig din evne til at bruge dine sanser. Når du træner dine sanser, så træner du samtidig din evne til også at sanse dine omgivelser, når du er på arbejde.

Øvelse:
Skab rum i hverdagen eller i ugens løb, hvor du kommer ud i naturen. Ikke for at løbe eller cykle mountainbike, men for at være og sanse. Vi mennesker er trænet i hele tiden at bruge vores hjerne, hvorimod vi har langt sværere ved at bruge vores øvrige sanser. Det kan du træne ved ganske enkle øvelser.
• Når du går, så ret fokus på underlaget. Hvordan mærkes det? Er det hårdt eller blødt? Er der forhindringer?
• Ret herefter opmærksomheden mod lydene?
• Lad nu blikket få din opmærksomhed. Hvad ser du? Er der noget, du bliver særligt optaget af? Find et sted eller en genstand, du gerne vil undersøge nærmere.
• Brug nu lidt tid på at iagttage dit sted eller din genstand. Mærk, se, smag. Du skal ikke andet nu, end bare at være med dit sted med nysgerrighed, opmærksomhed og forundring.

For organisationen
Hvis vi også på det organisatoriske niveau lader os inspirere af naturens cyklus, kan det være med til at give en bevidsthed om, at der både skal være plads til perioder med udvikling og idegenerering, perioder med forankring og perioder med tid til refleksion og fordybelse, samt at alle perioder har behov for tid, og at de i sit udgangspunkt har lige stor værdi. Det kan derfor været en god ide at give sin organisation et eftersyn, hvor I både kigger indad og mærker efter, om I i tilstrækkelig grad har opmærksomhed på værdien af de forskellige årstider, og om de bliver prioriteret.

Øvelse:
Inviter medarbejderne med ud. Introducer dem for de 4 årstider. Forår – innovation, udvikling, veksteksplusion. Sommer – Gradvis udvikling via øget effektivitet. Efterår – Frugten høstes, og resultaterne nydes. Vinter – refleksion, fordybelse og fornyelse. (Hutchins & Storm 2023)
Det er dig, som leder, der holder rummet og processen.
• Lav en hensigtsmæssig inddeling i naturen rum i de 4 faser, og gerne også overgangene mellem dem.
• Bed medarbejderne stille sig der, hvor de oplever at være i deres arbejdsliv netop nu.
• De fortæller nu hver især, hvordan det er at være netop der.
• Spørg gerne dybere ind til deres placering
• Bed nu alle stille sig der, hvor de (også) gerne vil være nu eller i nærmeste fremtid.
• Herefter kan I eksempelvis arbejde videre med, hvad der skal til, for at de kommer derhen. Byg selv på, så det giver bedst mulig mening for jer.

Øvelsen kan naturligvis også laves indenfor, men så går I glip af de tidligere beskrevne frynsegoder ved at være ude. Når I ikke blot skal tale om, hvor I er, men også rent fysisk stille jer ind i rummet, er det, fordi det har en dybere effekt, når I på den meget konkret måde har kroppen med.

Diversitet
I naturen hyldes forskelligheden og diversiteten. Høj biodiversitet betyder, at de forskellige arter bestøver hinanden, organisk stof nedbrydes og skaber gode vækstbetingelser. Kort sagt, så giver høj biodiversitet os ren luft, frisk vand, sund jordbund og bestøvning af afgrøderne. Det hjælper med at bekæmpe klimaforandringerne, og det mindsker påvirkning af naturkatastrofer.

Overfører vi værdien af biodiversitet til organisationen, er der al mulig grund til at hylde forskelligheden og til at se værdien og potentialet i diversiteten. Vi ved fra forskningen, at eksempelvis diverse ledergrupper træffer bedre beslutninger. (Stenbro, Steen, Jensen 2023) Jeg tillader mig i forlængelse heraf at antage, at det sammen gælder diverse medarbejdergrupper som helhed. Det stiller dog høje krav til evnen til at lytte og være nysgerrig samt at være til stede med forskelligheder.
Det forudsætter, at der på arbejdspladsen er en kultur for, at der kan gives plads til forskellige perspektiver, at alle er i stand til at sætte sig selv til side for en stund, og ikke mindst, at der gives tid til disse processer i en tro på, at det lønner sig i sidste ende, og at tiden, der bliver givet ud her, har værdi i sig selv, fordi det bidrager til sammenhængskraften og forbundetheden i organisationen. Lad tiden og langsomheden være jeres ven her.

Det kræver træning at lytte dybt. Øver vi os i at indtage det, som Finn Torbjørn Hansen kalder for den fænomenologiske attitude – berørthed, nærvær og undren, tvinges vi til at være mere optage af, hvad fænomenet (udfordringen, oplevelsen, begrebet) ´gør´ ved os på et mere indre og mere værensrettet plan, hvor vi med en dybere undren og med en attitude af åbenhed, nærvær og sårbarhed, så går fra udelukkende at se ydersiden af erfaringerne til at se indersiden. (Hansen & Thorsted 2022). En tilgang, som er gavnlig, både når der er fokus på forbundethed og diversitet.
I nedenstående øvelse kommer vi lidt tættere på indersiden af vores kollega.

Øvelsen kan bruges i jeres ledergruppe eller med hele medarbejdergruppen. Det kan være givtigt at starte med et spørgsmål, som spørgeren ikke som sådan selv har aktier i. Nedenstående øvelse har intet direkte med arbejdet at gøre, men er en øvelse i at fortælle og lytte. I kommer tættere på hinanden, får blik for diversiteten og mærket højere grad af forbundethed.
I kan selv udvikle øvelsen med mere arbejdsrelaterede indgangsspørgsmål.

Øvelse:
• Gå en tur sammen, to og to. Det kan være i parken, i skoven, eller hvor I har mulighed for at være ude. I skiftes til at være fortæller og lytter. Brug ½ timer på hver.
• Fortælleren sender tankerne tilbage til sin barndom eller ungdom, og fortæller om et menneske, der har haft særlig betydning for vedkommende.
• Lytteren må gerne stille hjælpespørgsmål som: Hvad var det særlige ved dette menneske? Hvad berørte dig så meget, så det netop er det menneske, du erindrer nu? Hvad har det givet dig i dit liv, at du har mødt netop dette menneske?

Indre og ydre forbundethed
Peter Wohlleben beskriver i sin bog Træernes hemmelighed (Wohlleben 2016), hvordan træerne i skoven er tæt forbundet med hinanden, og hvordan de har et særdeles veludviklet gensidigt venskab, hvor de rækker ud og sender næringsstoffer, hvis en nabo er i nød. Forbundetheden sker via træernes rødder, og er således grundfundamentet for god vækst og sundhed. Når træerne har opmærksomhed på hinanden på denne måde, så skyldes det især deres erfaring med, at de er stærkere sammen.

I jæger og samlertiden var den gensidige afhængighed stor. Vores forfædre jagede i flok og etablerede sig i grupper for at være mere effektive sammen. Det betyder, at vi i dag er genetisk afhængige af at være en del af en gruppe. (Novrup & Lundby 2020) Vi har et naturligt ønske om forbundethed, om at høre til, og at være en del af flokken. Behovet for at høre til, og at blive accepteret af flokken, er et grundlæggende behov fra menneskehedens oprindelse, hvor udstødelse var lig med den visse død. (Kirkeby & Sørensen 2023)

Det er derfor centralt, når der arbejders ud fra et regenerativt perspektiv, at være bevidst om, at alle har et helt grundlæggende behov for at være forbundet med deres omgivelser. Det gælder også i et arbejdsfællesskab. Når der er ubalance i systemet, og når samarbejdet ikke fungerer, så vil der alt andet lige altid være et helt grundlæggende ønske om at komme hen til en tilstand, hvor der i et meningsfyldt samarbejde arbejdes frem mod det fælles mål.

I det regenerative perspektiv vil der være fokus på både den yder og den indre forbundethed. Altså både forbundetheden i organisationens økosystem og enkeltes forbundethed med sig selv. Det vil sige en bevidsthed om egne handle- og reaktionsmønstre, egne nuværende situation, egne drømme, egne grundlæggende værdier, egne skyggesider osv.

For lederen:
Ud over, at det er lederens ansvar, så er det nødvendigvis også lederen, der skal være drivkraften i indsatsen for at (gen)skabe balancen og trivsel på arbejdspladsen.
Når der arbejdes med regenerativ ledelse, der som tidligere nævnt har både et indre og et ydre perspektiv, så er det nærliggende at starte hos lederen selv. Vores egne indre systemer rummer en række logikker, tilgange og antagelser, der fungerer som en slags usynligt bagtæppe for, hvordan vi navigerer i hverdagen, og for hvilke valg vi træffer.

Ideen med nedenstående øvelse er netop at kigge indad for en stund med henblik på at få dele af dit eget usynlige bagtæppe gjort mere synligt. Jeg tillader mig at antage, at du som leder, af og til, forfalder til en årsags- virkningstænkning, der har den indbyggede risiko, at dele af problemet måske nok (umiddelbart)løses, men at det ikke – som Ole Fogh Kirkeby beskriver det – opløses. At opløse problemet kræver et fælles blik og et fælles forsøg (Kirkeby & Sørensen 2021).

Tag nedenstående øvelse med ud på en af dine naturture.

Øvelse:
• Når du står overfor udfordringer som leder, forsøger du så ofte selv at finde frem til den gode løsningsmodel?
• Hvor tit løfter du blikket og retter opmærksomheden mere mod medarbejdernes oplevelser, perspektiver, ideer og følelsesmæssige tilstande?
• Hvad er det, der gør, at du måske er tilbøjelig til at gribe efter de strukturelle løsninger som førstevalg? Er det behovet for at udvise handlekraft? At forventningen er, at lederen har svaret og løsningen?
• Sæt dig ned et roligt sted i naturen. Måske læner du dig op ad et træ, hvor du kan sidde behageligt.
• Mærk nu ind ad. Hvad gør det ved dig, hvis du et øjeblik forestiller dig, at du skal finde den gode vej frem i åben dialog med medarbejderne, og hvor du giver dig selv lov til at være lyttende og undrende? Vil du kunne gå ud af reaktionsrummet og ind i rummet for respons og resonans for en stund?

For organisationen:
Der kan arbejdes med organisatorisk forbundethed på et utal af måder. Du får her et enkelt bud på en øvelse, der eksempelvis kan bruges i forlængelse af en mødedag, hvor der er behov for en fælles livgivende afslutning.

Øvelse:
Vælg på forhånd en, der holder rummet og processen. Det kan fint være dig som leder.
• Stil jer I en cirkel med lidt afstand til hinanden. Tænk nu hver især tilbage på dagens indhold, og på hvilke positive indtryk du tager med dig.
• Ryk nu helt tæt sammen, så I står skulder mod skulder. Tag tre dybe vejrtrækninger. Træk vejret indad, imens I lader overkroppen hælde lidt mod venstre, og en udånding, når I lader overkroppen hælde lidt mod højre.
• Stå nu her, og træk vejret i samme tempo imens gruppen ”gynger” fra side til side.
• Send tankerne ned mod jeres fødder. Fornem, hvordan de står tungt mod jorden. Måske fornemmer I, hvordan de slår rødder. Lad rødderne løbe ind i cirklen, så de mødes med rødderne fra resten af gruppen.
• Stå nu bare her, og træk vejret sammen, og fornem forbundetheden med hinanden med tanke på, hvad dagen har bibragt jer.

Ja, det lyder muligvis en anelse skørt, men det kan faktisk noget. Kærlighedshormonet (oxytocin) aktiveres og vi får en stærk oplevelse af tilknytning til omgivelserne.

Barrierer er der nok af. Find åbningerne.
Forskningen taler sit tydelige sprog. Tilbage står derfor vores egne barrierer, og helt sikkert også en række strukturelle barrierer, der afholder os fra at bruge naturen som rum for restitution, udvikling, opbygning af fællesskaber mv.
Hvis du kan mærke nødvendigheden af, at vi bryder med accelerationssamfundet og vores behov for at have fuld kontrol over os selv og vores omgivelser, så gør dig selv den tjeneste, at find de åbninger i livet og i arbejdslivet, hvor det rent faktisk er muligt at lave små microindsatser, hvor naturen inviteres ind som medspiller i arbejdet med eget økosystem og med organisationens økosystem.
Hvis vi skal skabe en forandring, der forankres, forudsætter det, at vi lader os forundres, bevæges og berøres. Det sker, når vi lade alle vores sanser komme i spil, og når vi bruger både hjernen, hjertet og maven. Det er her arbejdet i og med naturen kan noget ganske særligt.

Litteraturliste

Camacho, D., Rimpler, S & Wiklund, A. (2019) Tilbage til naturen – en bog om naturterapi. 1. udgave, 1. oplag. Forlaget Hediwig.

Kirkeby, O.F. & Rasmussen, O.S. (2021). Velvilje. Ledelse & filosofi mod stress. 1. udgave, 1. oplag. Content Publishing.

Wohlleben, P. (2016). Træernes hemmelige liv. 1. udgave 4. oplag. Peoples Press.

Høegmark, S., Hartvig, S. & Sørensen, J. (2020). Vi er natur. 1. udgave, 1. oplag. Muusmann.

Geisling, P.Q. (2017). NATUREN på recept. 1. udgave, 1. oplag. Gyldendal.

Stenbro, H., Borrisholt Steen, C., Lilleøre Jensen, M. (2023). Naturlig ledelse. Forlaget God Arbejdslyst

Henriksen Novrup, M. & Lyndby, T (2020), Det frygtløse lederteam – fra silopraksis til mod og ansvar. 1. udgave, 2. oplag. Dansk Psykologisk Forlag A/S.

Thorsted, C.A., & Hansen, T. F., (2022), At tænke med hjertet. 1. udgave, 1. oplag. Forlaget Klim.

Lone Hersted (red.) (2021), Ledelse i sociale processer kap.3, 1. udgave, 1. oplag. Dansk Psykologisk Forlag.

Artiklens øvelser er frit inspireret fra litteraturen og div. kurser og uddannelser indenfor naturterapi og naturbaseret regenerativ ledelse.

Indlægget Regenerativ ledelse i og med naturen. blev først udgivet på Anette Ingemansen.

Indlægget Naturens og stilhedens kraft blev først udgivet på Anette Ingemansen.

Poesi er i den her sammenhæng ikke forstået i en sproglig betydning som lyrik, digte og versfødder, men derimod i betydningen tilblivelse og hvor tilblivelsen først sker i det øjeblik, at nogen betegner det tilblivende. Man kan i min optik beskrive dette øjebliks møde med naturens poesi som et øjeblik af resonans mellem mennesket og naturen. 

Sociologen Hartmut Rosa beskriver – kort fortalt – dette relationsmodus med følgende 4 kendetegn. 

Punktet, hvor man bliver påvirket. At man kommer i resonans med fx et landskab betyder, at det når én ”inderligt”, at man bliver berørt eller bevæget. 

Punktet med selvvirksomhed. Hvor berøringen bliver fulgt op af ens aget aktive svar. Det ytrer sig i en kropslig reaktion. 

Punktet med forvandling. At vi i resonansen med fx landskabet transformerer mødet. Denne transformation kan ske på forskellig vis. Som mødet ”der forvandlede mig til et andet menneske”, eller som mindre forvandlinger, der er mere forbigående og knap nok mærkes, og som for eksempel kun påvirker vores stemning. 

Punktet med det ukontrollerbare. At tilstanden af resonans ikke frembringes instrumentelt eller ikke kan frembringes under kontrol. Om resonansen indfinder sig, og hvis, hvor længe den så varer, kan aldrig forudsiges. (Rosa 2021)

I mit daglige virke byder jeg ofte naturen indenfor som samtalepartner, når jeg arbejder med eksempelvis lederudvikling eller med stressramte borgere (i det videre betegnet som klienten). 

Her bliver naturens poesi til i mødet mellem klienten og naturen. Når vi sammen lykkes med at være i landskabet, lade sanserne arbejde for os og give tid til at møde vores omgivelser på en ikke bare iagttagende måde, men mere på en oplevende og ikke kontrollerende måde, så opstår de magiske øjeblikke. Øjeblikket af selvforglemmelse og øjeblikket af væren. Øjeblikket, hvor vi berøres både mentalt og kropsligt, og hvor vi måske endog oplever en grad af forvandling. 

Filosoffen Finn Thorbjørn Hansen beskriver disse øjeblikke som væringsåbninger eller glimt, hvor det underfulde i et kort ”gunstigt øjeblik” bliver synligt. I de øjeblikke er det, snarere end menneskelig dygtighed, en virtuositet i livet selv, der bevæger os, end et er den omvendte vej. Det er en del af det forunderlige ved den værensbårne undren. Det som han også kalder den undringens værensform. (Væredygtiged, 2021)

Et konkret eksempel på et af disse øjeblikke var, da en af mine klienter var ude og arbejde med sit lederskab. Efter at have været alene med sig selv og naturen, kom han tilbage med en beskrivelse af, hvordan han var blevet både kropsligt og mentalt berørt af at være trådt ned i et hul. Det gav ham et klart billede af, hvordan han i længere tid i sit lederskab havde stået nede i et hul og driftet. Han havde ikke evnet at komme op og være den leder han i virkeligheden ønskede. Som symbol på det, han i virkeligheden drømte om, viste han mig et ahornfrø og beskrev meget poetisk, hvordan det for ham var symbolet på drømmen om at kunne agere mere legende og let i sit lederskab. 

Han var gået ud med åbenhed og undren. Han blev berørt og fik et øjebliks oplevelse af resonans og møde med naturens poesi. Der blev i mødet åbnet et vindue for forvandling af hans lederskab.  

Som et eksempel på et møde med naturens poesi, der har karakter af en mere forbigående transformaiton, men som dog kunne mærkes og ændrede min stemning, var i forbindelse med min egen tur i den svenske ´ødemark`. Jeg var taget afsted med min hængekøje, min primus og en slukket mobiltelefon for at være sammen med mig selv og naturen i 3 dage. Jeg var som sådan ikke nervøs for at være alene, men sendte dog alligevel en lidt bekymret tanke til de mange vildsvinespor i skoven. Da jeg på dag 2 vandrede en tur og havde oplevelsen af i den grad at være gået ind i en kontemplativ tilstand – fri for tanker og bare med en følelse af væren – faldt mit blik på nogle kæmpestore mosbegroede sten, der stod oppe på en skrænt. Det var fra mit perspektiv billedet på en stor isbjørn, der stod der og så ned på mig. Da jeg i mine unge dage boede i en lille bygd i Grønland, fik jeg foræret en isbjørneklo. Den har siden været mit kræftdyr og har givet mig god energi i svære perioder i livet. Jeg havde ikke taget den med som beskytter på min tur. I stedet stod bjørnen du der foran mig som et stærkt billede på, at det hele nok skulle gå, og at jeg roligt kunne drage videre og nyde resten af turen. 

Ud over at undringens værensform, i min optik, kan bidrage til at fremkalde naturens poesi til gavn for den personlige udvikling og en naturforbundethed, der udspringer af de konkrete oplevelser af at være blevet berørt i mødet, så ligger der i undringens værensform, ifølge Finn Thorbjørn, også en motivation og en etik til at tage sig kærligt og ærbødigt af den Anden, verden og af livet som sådan. Det er for mig nok så væsentligt, når vi taler om regenerativ filosofi, regenerativ ledelse og regenerativ væren i verden. 

Kilder: 
Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare, Eksistensen 2021
Væredygtighed Indersiden af bæredygtighed, Dafolo 2021

Indlægget Mødet med naturens poesi blev først udgivet på Anette Ingemansen.