Mødet med naturens poesi opstår for mig i de unikke øjeblikke, hvor vi er åbne for det, vi møder på en ikke dømmende måde, hvor vi er i stand til at sanse på en oplevende måde, og hvor vi tillader os selv at undres og forundres.
Poesi er i den her sammenhæng ikke forstået i en sproglig betydning som lyrik, digte og versfødder, men derimod i betydningen tilblivelse og hvor tilblivelsen først sker i det øjeblik, at nogen betegner det tilblivende. Man kan i min optik beskrive dette øjebliks møde med naturens poesi som et øjeblik af resonans mellem mennesket og naturen.
Sociologen Hartmut Rosa beskriver – kort fortalt – dette relationsmodus med følgende 4 kendetegn.
Punktet, hvor man bliver påvirket. At man kommer i resonans med fx et landskab betyder, at det når én ”inderligt”, at man bliver berørt eller bevæget.
Punktet med selvvirksomhed. Hvor berøringen bliver fulgt op af ens aget aktive svar. Det ytrer sig i en kropslig reaktion.
Punktet med forvandling. At vi i resonansen med fx landskabet transformerer mødet. Denne transformation kan ske på forskellig vis. Som mødet ”der forvandlede mig til et andet menneske”, eller som mindre forvandlinger, der er mere forbigående og knap nok mærkes, og som for eksempel kun påvirker vores stemning.
Punktet med det ukontrollerbare. At tilstanden af resonans ikke frembringes instrumentelt eller ikke kan frembringes under kontrol. Om resonansen indfinder sig, og hvis, hvor længe den så varer, kan aldrig forudsiges. (Rosa 2021)
I mit daglige virke byder jeg ofte naturen indenfor som samtalepartner, når jeg arbejder med eksempelvis lederudvikling eller med stressramte borgere (i det videre betegnet som klienten).
Her bliver naturens poesi til i mødet mellem klienten og naturen. Når vi sammen lykkes med at være i landskabet, lade sanserne arbejde for os og give tid til at møde vores omgivelser på en ikke bare iagttagende måde, men mere på en oplevende og ikke kontrollerende måde, så opstår de magiske øjeblikke. Øjeblikket af selvforglemmelse og øjeblikket af væren. Øjeblikket, hvor vi berøres både mentalt og kropsligt, og hvor vi måske endog oplever en grad af forvandling.
Filosoffen Finn Thorbjørn Hansen beskriver disse øjeblikke som væringsåbninger eller glimt, hvor det underfulde i et kort ”gunstigt øjeblik” bliver synligt. I de øjeblikke er det, snarere end menneskelig dygtighed, en virtuositet i livet selv, der bevæger os, end et er den omvendte vej. Det er en del af det forunderlige ved den værensbårne undren. Det som han også kalder den undringens værensform. (Væredygtiged, 2021)
Et konkret eksempel på et af disse øjeblikke var, da en af mine klienter var ude og arbejde med sit lederskab. Efter at have været alene med sig selv og naturen, kom han tilbage med en beskrivelse af, hvordan han var blevet både kropsligt og mentalt berørt af at være trådt ned i et hul. Det gav ham et klart billede af, hvordan han i længere tid i sit lederskab havde stået nede i et hul og driftet. Han havde ikke evnet at komme op og være den leder han i virkeligheden ønskede. Som symbol på det, han i virkeligheden drømte om, viste han mig et ahornfrø og beskrev meget poetisk, hvordan det for ham var symbolet på drømmen om at kunne agere mere legende og let i sit lederskab.
Han var gået ud med åbenhed og undren. Han blev berørt og fik et øjebliks oplevelse af resonans og møde med naturens poesi. Der blev i mødet åbnet et vindue for forvandling af hans lederskab.
Som et eksempel på et møde med naturens poesi, der har karakter af en mere forbigående transformaiton, men som dog kunne mærkes og ændrede min stemning, var i forbindelse med min egen tur i den svenske ´ødemark`. Jeg var taget afsted med min hængekøje, min primus og en slukket mobiltelefon for at være sammen med mig selv og naturen i 3 dage. Jeg var som sådan ikke nervøs for at være alene, men sendte dog alligevel en lidt bekymret tanke til de mange vildsvinespor i skoven. Da jeg på dag 2 vandrede en tur og havde oplevelsen af i den grad at være gået ind i en kontemplativ tilstand – fri for tanker og bare med en følelse af væren – faldt mit blik på nogle kæmpestore mosbegroede sten, der stod oppe på en skrænt. Det var fra mit perspektiv billedet på en stor isbjørn, der stod der og så ned på mig. Da jeg i mine unge dage boede i en lille bygd i Grønland, fik jeg foræret en isbjørneklo. Den har siden været mit kræftdyr og har givet mig god energi i svære perioder i livet. Jeg havde ikke taget den med som beskytter på min tur. I stedet stod bjørnen du der foran mig som et stærkt billede på, at det hele nok skulle gå, og at jeg roligt kunne drage videre og nyde resten af turen.
Ud over at undringens værensform, i min optik, kan bidrage til at fremkalde naturens poesi til gavn for den personlige udvikling og en naturforbundethed, der udspringer af de konkrete oplevelser af at være blevet berørt i mødet, så ligger der i undringens værensform, ifølge Finn Thorbjørn, også en motivation og en etik til at tage sig kærligt og ærbødigt af den Anden, verden og af livet som sådan. Det er for mig nok så væsentligt, når vi taler om regenerativ filosofi, regenerativ ledelse og regenerativ væren i verden.
Kilder:
Hartmut Rosa, Det ukontrollerbare, Eksistensen 2021
Væredygtighed Indersiden af bæredygtighed, Dafolo 2021