Der er meget kraft at hente i naturen. En af dem er stilheden. Vi kender det godt. Vi har alle på et eller andet tidspunkt erfaret værdien af, at sidde helt stille og kigge ud over vandet, over markerne, på træerne i skoven eller op i himlen. Enten alene eller sammen med andre. Vi har mærket betydningen af tavsheden i samtalen og værdien af de tanker, der frigøres i et øjeblik af stilhed og tavshed. En værensåbning med plads til at være eftertænksom og mærke efter.
De fleste af os kender helt sikkert også det vanskelige ved stilheden. Vi har en kultur, hvor det kan opleves pinefuldt, hvis der er tavshed for længe, når vi er mere end to mennesker samlet. Sætninger som ”der var pinlig tavshed”, eller “gik snakken godt?”, kommer ikke af ingenting, og det er dybt forankret i os. Det gælder både i private og professionelle sammenhænge. Jeg har selv siddet til adskillige møder og til mange gode middage, hvor man næsten kunne blive helt forpustet af, hvordan indlæggene og ordene nærmest kæmpede om pladsen.
Ledelsesrådgiver Bastian Overgaard, der i flere år været optaget af stilheden og pausen på møder, har et meget godt billede på, hvordan vores hang til at tale mere, end vi lytter og reflekterer, kan virke. ”Vi har skabt et plankeværk imellem os, hvor der er mere TALE end SAMMEN i vores SAM-TALE”. Ifølge Bastian Overgaard, så taler vi i gennemsnit 150 ord i minuttet. På en time svarer det til 9.000 ord, og omregnet er det 22,5 tætskrevne A4-sider. Så blev billedet af ordplankeværket lige lidt tydeligere. (Naturlig Ledelse 2022)
De kloge beslutninger, hvad enten det er personlige eller arbejdsrelaterede, bliver sjældent taget i samtaler, hvor har flydt i en lind strøm, og hvor der ikke har været reflektionspauser.
Vi kan dog heller ikke underkende værdien af, udtrykke vores holdninger gennem ord. Som filosof Ole Fog Kirkeby så fint siger det, så ved man først, hvad man egentlig mener om de dybe og værdimæssige spørgsmål, når man hører sig selv tale om dem.
”Man ved først, hvad man egentlig mener om de dybe og værdimæssige spørgsmål, når man hører sig selv tale om dem.” (Filosofi for ledere 2023)
Stilheden i samtalen er svær, og det kræver et vist mod at insistere på den. Her kan samtaler i naturen være hjælpsomme. Det føles langt mere legitimt at være stille sammen, når vi sidder ude, eller når vi går en tur.
Jeg har netop afsluttet et forløb med en daglig leder og en bestyrelses forperson. Forløbet handlede om deres samarbejde, om ledelsesrum, og om deres forskellige ledelsesstile. Det er ikke så meget indholdet i samtalerne, men derimod en af de erfaringer, de gjorde sig på vores vandringer i naturen, der er det centrale her.
Det var to kvinder af mange ord, og ordstrømmen var helt klart deres førstevalg, når vi skulle spore os ind på de temaer, de bragte op. De fik nogle benspænd undervejs, hvor de blev bedt om lige at være stille for en stund og reflektere, når vi nærmede os temaer, der var særligt betydningsfulde og måske også sårbare. Enormt banalt, men samtidig nyt og anderledes.
Lige netop disse pauser var noget af det, de tog med sig og ville bringe i spil i deres fremtidige samtaler. Også i de samtaler – der trods alt er flest af – der foregår ved mødebordet. Nu havde de erfaringen, de havde trænet i et rum, hvor stilheden føltes legitim, og det havde sat sig som et godt anker hos dem, at det var værdiskabende og ikke længere så angstprovokerende for dem at trække stilhedskortet.
Måske skal du prøve at gå med det banale og træne stilheden og eftertænksomheden på dit næste møde. Du kunne jo starte ude og få hjælp af naturens kraft.
Litteratur:
Naturlig Ledelse – på vej mod et menneskeligt arbejdsliv, forlaget God arbejdslyst 2020
Filosofi for ledere – fordybelse, nærvær og mening i det daglige lederskab, Tommy Kjær Lassen, Samfundslitteratur 2023